Demensvidensportalen bruger Javascript, men du har slået dette fra i din browser. Overvej at aktivere Javascript for at få den bedste oplevelse af portalen.
Information om cookies: DemensCentrum Aarhus bruger cookies til at opsamle statistik for brug af hjemmesiden. Du kan acceptere brugen af cookies eller læse mere om vores cookies.
 
Senest ændret
Mine rapporter
Tildelte rettigheder

Musik og dans med demensramte: DanseCafé i DemensCentrum Aarhus

Resumé
DanseCafé blev indført som praksis i DemensCentrum Aarhus (DCAa) for at tilbyde en ramme, der giver mulighed for personer med svær demens at træne og vedligeholde fysisk bevægelighed og sociale evner i en aktivitet, som tager afsæt i den genkendelighed og glæde, som musik kan bringe. Artiklen beskriver baggrund og metode for dansecaféen. Konceptet er udviklet af Chris Lykkegaard, musikterapeut i DemensCentrum Aarhus.
Artikel
 Baggrund og overblik I DemensCentrum Aarhus’ specialplejeboliger bor 74 personer med (...)

 Baggrund og overblik

I DemensCentrum Aarhus’ specialplejeboliger bor 74 personer med svær demens. Demenssygdommen rammer forskelligt afhængig af, hvilke dele af hjernen der bliver skadet med forskellige funktionsnedsættelser som følge. Fælles for alle beboere på DCAa er, at de er så langt fremme i deres sygdomsforløb, at deres funktionsnedsættelser er betydelige på alle niveauer – det fysiske, det kognitive, det relationelle, det affektive, det sociale, det adfærdsmæssige. Alle har derfor brug for hjælp til mange, hvis ikke alle, dagligdagens gøremål.

Bestemte beboere er visiteret til DanseCafé for at træne bestemte funktioner, men mange andre beboere har glæde af at deltage. DanseCafé foregår én eftermiddag om ugen. Musikterapeuten spiller kendte og dansevenlige melodier på klaver og tilpasser løbende musikken efter behov. Ergoterapeuter, fysioterapeuter og andet personale byder beboerne op til pardans. Ofte bliver der sunget med på de velkendte melodier. Nogle beboere kommer op at danse, andre sidder og vugger til musikken og andre nøjes med at lytte. Enkelte beboere får besøg af deres ægtefælle til denne lejlighed, så de får mulighed for at danse med én, de holder af. Ind i mellem dansene bliver der serveret kaffe og kage.

Ofte kan musik fremhæve ressourcer hos beboerne, som man ikke oplever i andre aktiviteter. En beboer taler pludseligt mere flydende. En herre, der ellers står usikkert på benene, byder af eget initiativ sin kone op til dans. En dame, som sidder krumbøjet i sin kørestol, retter sig af sig selv op for at kunne se dansepartneren i øjnene.

Musik og dans skaber glæde og opmærksomhed, hvilket medfører en højere grad af aktiv deltagelse og en positiv social adfærd. Det er dog vigtigt, at personalet er opmærksom på den enkeltes behov og i tæt samarbejde løbende tilpasser aktiviteten til situationen.

Formål

Selve målet for træningen i DanseCafé er individuelt for den enkelte beboer. For Ingrid (90) er det vigtigt at træne bevægelighed i venstre arm efter et knoglebrud. For Ernst (77) indgår deltagelsen i DanseCafé i overordnet træning af gangfunktion og balanceevne. Minna (75) er visiteret til DanseCafé for at træne evnen til at finde ro og engagere sig i en aktivitet i længere tid. Jens (72) kommer til DanseCafé for at spille med på tromme, da han i den forbindelse oplever motorisk og kommunikativ mestring på trods af tiltagende apraksi og afasi.

Formålet med DanseCafé er således at tilbyde træning i en lystbetonet aktivitet til flest mulige beboere på DCAa på samme tid. Dette gøres med afsæt i konkret viden om, hvordan musik og bevægelse påvirker mennesket. DanseCafé bidrager derudover til, at personale og pårørende også oplever glæde og engagement sammen med beboerne på en anden måde end til hverdag. 

Målgruppe

Beboerne i DCAa lider af svær demens af forskellige typer. Demens er en uhelbredelig og fremadskridende sygdom, som forårsager nedbrydning af forskellige områder i hjernen, med forskellige fremtrædelsesformer som følge. En person med Alzheimers sygdom er socialt interesseret, kan have indsigt i sin situation, men kan være ramt på sin motorik og have svært ved at udtrykke sig sprogligt. En person med frontotemporal demens er uhæmmet i sin adfærd og kommunikation, kan ikke aflæse andre, har ingen indsigt i sin situation, men kan langt hen ad vejen være sprogligt velformuleret og motorisk velfungerende. Disse to personer kan deltage i DanseCafé, men både målet med og tilgangen til den enkeltes træning vil være forskellige. Fælles for alle demensramte er dog, at personen efterhånden vil ”glemme” flere og flere funktioner og erindringer. Det sidst lærte er ofte det først glemte.

Metode

Musik fremmer en helhedsoplevelse hos mennesket, fordi den aktiverer forskellige områder af hjernen på samme tid.

  • Rytmen inciterer til synkron bevægelse;
  • melodien vækker følelser og genkendelse, så man synger med;
  • harmonierne og klangen fremmer oplevelsen af sammenhæng og følelseskvalitet;
  • formen organiserer oplevelsen i tid: vers og omkvæd og så igen.

Samtidigt aktiverer musik et netværk af områder i hjernen, som bidrager til følelser af opstemthed og behag, samt produktionen af dopamin. Musik fungerer i og med tid. Den giver tidsforløbet struktur og mening. 

Musik kan hos den demensramte vække minder og følelser, som fremmer en oplevelse af identitet og historisk sammenhæng. Musik kan, ved målrettet udnyttelse af dens parametre, incitere til at finde ind til ro eller til at bevæge sig og være aktiv.

Når demenssygdommen har indskrænket og forstyrret opfattelsesevnen og kommunikationen, er musik ofte det eneste, eller det sidst mulige, medie at nå ind til et menneske med. Her er det vigtigt, at musikken er genkendelig og vellidt. Til DanseCafé spiller jeg swingnumre af fx. Leo Mathiesen, kendte revyviser i dansevenlig udgave, eller temaer fra film, som beboerne har hørt i radio, da de var unge. Repertoiret bliver løbende tilpasset efter kendskab til den enkeltes præferencer.

Som uddannet musikterapeut har jeg indgående kendskab til musik og dens virkning på mennesket. Jeg er trænet i at analysere og vurdere den enkelte deltagers tilstand og engagement bl.a. ud fra de nonverbale elementer i hans/hendes bevægelse og kommunikation. Derfra kan jeg løbende tilrettelægge og tilpasse musikken efter behov og stemning i tæt samarbejde med mine kollegaer, som byder beboerne op til dans.

Fremgangsmåde

DanseCafé foregår i en stor dagligstue, som er indrettet i ”miljøer”, der inddeler et ellers uoverskuelig stort lokale i hyggelige og afgrænsede områder. Dansen foregår midt i lokalet på tværs af ”miljøer”.

Beboerne sætter sig forskellige steder i lokalet og bliver hygget om af personalet med samtale og en kop kaffe. Det kan være vigtigt, at et personalemedlem sidder sammen med nogle af beboerne for at skabe samling og ro. Mange beboere har brug for tæt én-til-én kontakt for at finde tryghed og mening i situationen, samt for at blive skærmet fra forstyrrelser.

Klaveret er placeret forenden af stuen, og vendt således, at musikterapeuten kan iagttage deltagerne, mens han/hun spiller. Jeg begynder altid med den samme melodi: ”Gå med i lunden”. Den bliver der hurtigt sunget med på, og den har en inviterende rytme og flow, som åbner for forventning og aktivitet. Ligeledes afslutter jeg altid med de to samme melodier: ”Den allersidste dans”, som både i musik og tekst antyder en afslutning, og derefter ”Jeg ved en lærkerede”, som i DCAa altid bruges til at afrunde aktiviteter med. Ud over disse melodier fremgår flere velkendte i løbet af seancen, fx ”Side by side” og det kendte tema fra filmen Doctor Zivago, men rækkefølgen, udvalg og især udførelsen – tempo, klang, kompleksitet/enkelhed, energiniveau... - afhænger af stemning og aktivitetsniveau den pågældende dag. Der opstår en afveksling mellem hurtige og mere rolige rytmer.

Jeg tilpasser løbende musikken, så den møder behovet på dansegulvet. Fx kan jeg se, at Johannes’ (75) bevægelse er energisk og markeret, mens Ingrid er mere forsigtig og begrænset. Her kan jeg, alt imens jeg spiller én og samme vals, betone underdelinger i rytmen, som understøtter Johannes’ danseglæde, og fastholde et roligt og flydende tempo, som hjælper Ingrid med at slappe af og give sig hen til bevægelsen.

Resultater

DanseCafé tilbyder rammen om en god oplevelse. Musik og dans fremmer en vågen opmærksomhed, en aktiv deltagelse og en positiv stemning. De konkrete resultater kan ses løbende i aktiviteten: pludselig kan den demensramte bevæge sig bedre, eller den sproglige kommunikation er mere flydende, eller der bliver set lysere på livet. Jeg vil her blot nævne to eksempler ud af mange.

Minna (75) har Alzheimers og er urolig og rastløs. Hun bruger mange timer af dagen på at gå hvileløst og i rask tempo ude på gangen. Hun spørger, dem hun møder, om sin mor, sin far, sin søn. Hun kan ikke helt forklare, hvad hun vil eller skal, både fordi hun har glemt hvorfor hun er her, og fordi hun har svært ved at finde ordene. Hun bliver voldsomt vred, når hun møder en låst dør. Hun har svært ved at engagere sig i enhver aktivitet i længere tid. Men hun elsker musik og når hun er med til DanseCafé, kan hun stå ved klaveret og synge med. En dag bliver hun budt til dans af en charmerende ung hjælper. Pludselig ranker hun ryggen, sænker skuldrene og lægger hånden smukt på den unge mands skulder. Minna er nærværende og fokuseret, og de danser flere danse og får en tår kaffe sammen bagefter. Halvanden time efter DanseCafé møder jeg Minna ude på gangen. Hun går mig målrettet i møde og siger med et stort smil: ”Jeg har danset i dag – jeg kan ikke huske, hvad den unge mand hed, men jeg har danset i dag.” Minna kan huske, hvad der er sket i dag, og hun kan sætte ord på det. Hun er glad og mere afspændt end hun ofte kan være.

Gustav (87) sidder i kørestol. Han holder arme og hænder stift ind foran kroppen. Han har indskrænket bevægelighed i arme og hænder, især på højre side, hvilket gør det svært for ham at samarbejde om at få tøj på. Hans hænder er altid kolde. Gustav kommunikerer meget sparsomt via stemmelyde og øjenkontakt. Han falder ofte hen og virker for det meste passiv og fraværende. I løbet af DanseCafé kan fysioterapeuten eller Gustavs kontaktperson bruge musikkens incitament til bevægelse til at løsne spændingerne i hans skuldre og albuer via nænsom rytmisk berøring og guidning. Efterhånden hjælpes han med at strække armene ud og bevægelsen kommer til at indgå i en siddende dans. Gustavs opmærksomhed er vakt og der er direkte øjenkontakt med hjælperen. Efter dansen er Gustavs arme ofte mere afspændte og hans hænder er varme.

Ressourcer

I DCAa arbejder alle faggrupper tæt sammen ud fra en rehabiliterende og personcentreret tilgang med afsæt i den engelske psykolog Tom Kitwoods tankegang. Musikterapeuten arbejder desuden sammen med ergo- og fysioterapeuterne, med henblik på

  • at udrede den enkelte persons ressourcer og funktionsnedsættelser
  • at tilbyde træning af fysiske, psykiske og kognitive funktioner, så den enkelte beboer kan fastholde sit funktionsniveau så længe som muligt
  • at tilrettelægge omgivelserne og aktiviteterne, så den enkelte beboer kan fungere bedst muligt i sin hverdag og have et værdigt liv.

DanseCafé er én af flere trænende aktiviteter, der tilbydes på DCAa. Antal af deltagere, beboere såvel som personale, kan være svingende fra uge til uge afhængig af fx. Andre vigtige opgaver, sygdom og ferie. På en god dag kan der, udover musikterapeuten, deltage én ergoterapeut, én fysioterapeut og to assistenter. Skal dette være normen, er DanseCafés samlede forbrug på 0,27 årsværk, når der ogsåmedregnes sparring, klargøring og oprydning. Dertil skal lægges tid til dokumentation. DanseCafé kan dog også fungere med færre og andre faggrupper. Den årlige udgift for at have mig som musikterapeut tilknyttet DanseCafé på DCAa er på 24.000, - kr.

Indsatsens kvalitet kan afhænge af, at det er terapeuter, der tilrettelægger den. Dette skal dog ikke afholde andre af at deltage! Der kræves ikke, at man er god til at danse, blot at man løbende kan aflæse beboerne og at man er åben for samvær med dem på en anden måde. I DCAa er ansat ”hverdagsmedarbejder” med forskellige faglig baggrund, som står for hverdagsaktiviteter med beboerne, som fx at gå en tur, at bage boller, at arrangere besøg ud af huset. Hverdagsmedarbejderne er altid meget aktive og helt uundværlige i DanseCafé.

Anbefalinger

DanseCafé er rodfæstet i det tætte samarbejde på tværs af faggrupper, hvilket kræver engagement fra alle. Der skal prioriteters og planlægges med deltagelse fra personalet, også når aktiviteten fx ligger på tværs af vagtskifte. Og det kan være nødvendigt løbende at få afklaret formål og forventninger. En af udfordringerne har været at vise overfor plejepersonalet, hvor vigtig deres deltagelse var i DanseCafé.

For nogen kan det være grænseoverskridende at skulle danse med et ældre menneske. Dette har først overrasket mig, når jeg ved, hvor tæt personalet ellers kommer på beboerne i fx. plejesituationen. Men en kreativ aktivitet kan kræve en særlig åbenhed og personlig engagement. Jeg har dog ofte oplevet, at når man først har prøvet det, er mange blevet rigtig glade for aktiviteten, fordi den åbner for en anden form for samvær med beboerne. Ofte opdages andre ressourcer hos beboerne, som tillader en anden form for træning, og som kan overføres til andre situationer i hverdagen.

”Live”-musik, som spilles af en musikterapeut, kan være mere målrettet og fleksibel end musik på cd. En musikterapeut er uddannet til at holde øje med behovet og løbende at tilrettelægge og tilpasse musikken efter det. Men dette skal dog ikke afholde andre musikalske sjæle af at spille sammen med og for beboerne – eller spontant at tage en svingom ude på gangen.

Det er vigtigt også at tage hånd om tiden inden og efter aktiviteten. Mange personer med demens har svært ved at håndtere den usikkerhed, der opstår i en opbrudssituation. Der kan også opstå en følelse af tomrum efter en god oplevelse. Utryghed er det væsentligste årsag til agiteret adfærd. Personen med demens har brug for, at andre strukturerer og tilrettelægger tid og omgivelser for sig, og dette er særlig vigtigt efter en træning eller en god oplevelse for at bevare dennes gode effekt. Musik kan her også bruges som bindeled: personalet kan nynne den sidste melodi fra DanseCafé mens han/hun sætter sig ved personen eller følger vedkommende tilbage til sin stue. På den måde kan der skabes sammenhæng mellem aktiviteterne.

Litteratur

Buss, Dorthe V (red) (2008): Håndbog om demens, til pleje og omsorgspersonale på ældreområdet, undervisere og frivillige, Servicestyrelsen.

Friis, Synnøve (1987): Musik i ældreplejen, Munksgaard (København)

Kitwood, Tom (2003): En revurdering af demens – personen kommer i første række, Gyldendal Akademisk (København)

Jacobsen, Astrid Faaborg (2006): ”Musikterapi, demens og agiteret adfærd” i tidsskriftet Dansk Musikterapi 2006, 3 (2) s. 27-31

Levitin, David J. (2006): This is your brain on music – the science of a human obsession, Penguin Groupe (USA/Canada/GB/Australia/NZ)

Ridder, Hanne Mette Ochsner (2005): Musik og Demens, musikaktiviteter og musikterapi med demensramte, Klim (Aarhus)

Schneck, D. J & Berger, D. S. (2006): The Music Effect; Music Physiology and Clinical Application, Jessica Kingsley Pbl. (Philadelphia/London)

Se også:

www.musikterapi.org
www.musikterapi.aau.dk

Bedøm artiklen

Dig:
/5
Snit:
Tak for din bedømmelse (du gav /5). Du kan ændre din bedømmelse ved at genindlæse siden.

Værktøjer

Mærke

Intet mærke tilknyttet denne artikel

Øvrige emneord

Dokumentinfo

Publiceret af
Chris Lykkegaard
01.09.2014 kl. 10:45:55

Senest revideret af
Anders Kristian Krogager Andersen
18.09.2014 kl. 13:56:08

Hop til afsnit