Demensvidensportalen bruger Javascript, men du har slået dette fra i din browser. Overvej at aktivere Javascript for at få den bedste oplevelse af portalen.
Information om cookies: DemensCentrum Aarhus bruger cookies til at opsamle statistik for brug af hjemmesiden. Du kan acceptere brugen af cookies eller læse mere om vores cookies.
 
Senest ændret
Mine rapporter
Tildelte rettigheder

Musik og skuespil hjælper borger med at samarbejde om personlig pleje

Resumé
Praksiseksemplet beskriver et langstrakt forløb, hvor det ved hjælp af musik og lidt skuespil eller klovneri er lykkedes for plejepersonale og musikterapeut i fællesskab at opdage, udvikle og etablere faste strukturer for tilgangen til en herre  
Udarbejdet af - navne og stillinger
Chris Lykkegaard, Musikterapeut og Dorthe Lehbert, Social- og Sundhedsassistent, DemensCentrum (...)

Chris Lykkegaard, Musikterapeut og Dorthe Lehbert, Social- og Sundhedsassistent, DemensCentrum Aarhus

Beskrivelse af praksiseksemplet
Eigil (navnet er opdigtet) Eigil er 87 år. Han er kendt (...)

Eigil (navnet er opdigtet)

Eigil er 87 år. Han er kendt på psykiatrisk afdeling med gentagne indlæggelser på grund af diagnosen paranoid skizofreni, og han udvikler nu en uspecificeret demenssygdom. Han har desuden indskrænket hørelse.

Det bliver mere og mere tydeligt, at han ikke kan bo for sig selv mere, fordi han ikke kan tage vare på sig selv. I forbindelse med hans sidste udskrivelse fra psykiatrisk afdeling aftales, at han besøger DemensCentrum Aarhus med henblik på at få hans samtykke til at flytte ind i en plejebolig.

Lille Sommerfugl
I forbindelse med Eigils besøg aftaler demenskoordinatoren med musikterapeuten, at hun kommer og synger Eigils yndlingssange med ham i et forsøg på at skabe kontakt og grobund for en god relation. Eigil kan nemlig godt af eget initiativ bryde ud i sang, og hans yndlingssang har vist sig at være ”Lille Sommerfugl”.

Denne sang og andre i samme stil synger musikterapeuten for Eigil. Demenskoordinatoren og Eigils ledsagere stemmer i. Der opstår hurtigt en god kontakt mellem musikterapeuten og Eigil, med smil og direkte øjenkontakt, og der er en god og tryg stemning i den lejlighed, vi alle sammen håber, at Eigil vil sige ja til.

Eigil flytter ind ugen efter dette besøg.

Den svære morgenstund
Det viser sig hurtigt, at Eigil har meget svært ved at tage imod og samarbejde om personlig pleje. Han modsætter sig, råber, og kan godt virke truende. Kontaktpersonen tager kontakt med musikterapeuten igen, og de aftaler, at hun besøger Eigil om morgenen og synger med ham, inden personalet kommer ind for at gennemføre morgenplejen, i et forsøg på at hjælpe ham med at komme i god stemning, som kan gøre ham mere tryg og samarbejdsvillig.

Dette er begyndelsen på et langt forløb, hvor musik og skuespil bliver brugt til at hjælpe Eigil med at samarbejde om forskellige aktiviteter.

Første gang kommer både musikterapeuten og kontaktpersonen ind hos Eigil på samme tid. Det viser sig med det samme, at Eigil bliver utryg ved dette. Det er vigtigt at graduere ned og tage lidt ad gangen.

I løbet af de første måneder besøger musikterapeuten Eigil kl. ca. 8:15 tre gange om ugen. Hun synger og spiller guitar, og afprøver forskellige sange, herunder Eigils yndlingssang ”Lille Sommerfugl” og ”Svantes Lykkelige Vise”, hvor der er tale om bad, ostemad og kaffe. Først ligger Eigil med lukkede øjne, efterhånden vågner han op og kigger på musikterapeuten. Dette fortsætter i ca. 10 - 15 min. Derefter forlader musikterapeuten stuen.

Kong Eigil, Kong Eigil
Det bliver dog efterhånden klart, at sang og musik også kan hjælpe til at facilitere plejesituationen, og derfor kommer personalet ind efter ca 10 min. Via sang og musik i direkte kontakt med musikterapeuten motiveres Eigil til at stå op af sengen, blive vasket og få tøj på, uden at han er truende eller modsætter sig. Han kan motiveres, men hans egne initiativer bliver både tydeliggjort og fulgt op på via sang og en form for skuespil, således at han løbende er med i processen og kan påvirke den.

Musikterapeuten fletter beskeder ind i sangene, som forklarer, hvad der skal ske. Fx laves teksten i sangen ”Katinka, Katinka” om til ”Kong Eigil, Kong Eigil, nu skal du stå op…” Teksten digtes frit videre på i takt med de handlinger, der skal foretages, og i tæt samarbejde med plejepersonalet, hvor begge fagpersoner spejler og matcher hinanden og følger op på hinandens påfund i et flydende forløb. Der laves sjov med teksten: forsøg på at få det til at rime; fagter, dans og skuespil, som tydeliggør betydningen samt understreger det sjove i det, der sker. Fx kan musikterapeuten lave linjerne rigtig lange og holde sangen kørende på den måde, eller derimod nærmest gå i stå, mens hun tydeligvis tænker sig om, for så pludseligt at gå i gang igen.

Denne blanding af variation og genkendelighed i en kendt sang øger Eigils arousal: han holdes vågen og forventningsfuld overfor det næste påfund samtidigt med, at den kendte sang skaber en genkendelig og tryg ramme. Musikterapeuten og plejepersonalet skiftes til at tiltrække sig Eigils opmærksomhed og aflede den i takt med behovet.

Musikterapeuten og plejepersonalet er meget nærværende. De er begge tydelige og spiller lidt overdrevent på deres mimik og gestik, for at gøre udtrykket ekstra tydeligt, men de er altid ægte og tilstede i hver handling. Med den musikalske kommunikation rettet direkte imod Eigil gør musikterapeuten tydeligt, via musik og skuespil, at hun vil i kontakt med ham og at hun vil ham det godt – og at plejepersonalet vil det sammen. Samtidigt gøres både handling og tidsforløb trygge, sjove, interessante, og situationen tilpasses løbende, så der sker et ”flow” i både musik og handling.

Ingredienser
Vigtige ingredienser i dette flow er:

  • en anerkendende tilgang
  • en løbende tilpasning af en kendt/genkendelig melodi og tekst, 
  • en løbende graduering af krav og handling
  • et behageligt og løbende tilpasset tempo med udgangspunkt i Eigils egen stemning, impulser og reaktioner overfor musikken, 
  • en god sans for timing,
  • tydeliggørelse af både stemning og handling,
  • kontakten i musikken er i centrum, ikke sprog og tale
  • og måske det vigtigste: en stor grad af humor.

Eigils opmærksomhed fastholdes effektivt af interaktionen med musikterapeuten og afledes fra det ubehagelige i situationen. Samtidigt kommunikeres der løbende både med ham og med personalet, hvad der skal ske, hvordan og hvorfor, i både handling og ord, og på en sjov måde. Plejesituationen gøres til noget trygt, sjovt og interaktivt, og der udarbejdes efterhånden en rutine med, hvad der skal ske hvornår og med hvilke sange.

Morgenstund på cd
Dette fortsætter i 2-3 måneder, indtil sommerferien, som giver en god anledning til at arbejde på, at den musikalske rutine hos Eigil overtages af andre, mens musikterapeuten er på ferie. Musikterapeuten udarbejder i den forbindelse en personligt fremstillet cd, hvor hun indspiller de sange, som i tidens løb har haft god effekt i plejesituationen hos Eigil. Musikterapeuten overvejer nøje, hvordan sangene skal indspilles med hensyn til tempo, stemning og udformning. Hun spiller og synger sangene selv, men laver ikke helt så meget om på teksterne, som hun ville gøre i en given situation. At synge ”Kong Eigil, Kong Eigil…” i stedet for ”Katinka, Katinka” ville virke kunstigt og barnligt på en cd. Det er desuden meningen, at cd’en skal kunne bruges i andre situationer, hvor Eigil kan have brug for støtte til at føle sig tryg.

Musikterapeuten introducerer selv cd’en overfor Eigil. Først synger hun selv de sange, som de er blevet vant til, og så midtvejs inde i seancen sætter hun cd’en i gang og synger med den. Derefter vinker hun og går, men lader cd’en spille færdig.

Den første gang cd’en afspilles alene, går Eigil rundt i lejligheden og leder efter musikterapeuten… Men han vænner sig derefter til den nye situation, fordi plejepersonalet følger op på rutinen og synger med på sangene.

Musikterapeuten fortsætter med at besøge Eigil, både i forbindelse med morgenplejen og i andre situationer. Idéen er efterhånden at adskille musikterapeuten fra plejesituationen, men stadigvæk vedligeholde en god relation med Eigil.

Praksis bliver, at cd’en sættes i gang 10 min før personalet kommer ind for at gennemføre morgenplejen. Så kan personalet synge med på sangene, når de kommer ind, og selv flette beskeder ind i sangteksten, afhængig af behovet og hvor kreativ den enkelte er. Rutinen omkring morgenplejen bliver udførligt beskrevet i Eigils journal og hverdagsplan.

Nye horisonter
Musikterapeutens opgave hos Eigil har nu udviklet sig videre fra samarbejdet om morgenplejen til andre aktiviteter bl.a. i tæt samarbejde med ergo- og fysioterapeuten. Fokus er nemlig nu på at hjælpe Eigil med at indgå i socialt samvær og i træning, som kan give ham livskvalitet og mulighed for kontakt med andre mennesker, herunder også hans medbeboer i plejeboligenheden. Først introduceres en tromme, som Eigil kan lide at spille på sammen med musikterapeuten (eller andet personale). Trommen spiller højt og flot, og både lyd og rytme fastholder Eigils opmærksomhed og lyst til at medvirke.

I forbindelse med trommespil, og i tæt samarbejde med ergo- og fysioterapeut, indgår Eigil i at spille bold, både med hænder og fødder, hvorved han træner motorikken: balanceevne, stå- og gangfunktion, samt bevægelighed i arme og ben, samtidigt med at han træner sin evne til at indgå i social kontakt uden andre krav en dette. Interaktionen med terapeuterne i musik og boldspil motiverer desuden Eigil til at bevæge sig ud af sin stue, ude på gangen, hvor der er mere plads til at sparke bold, og hvor der er andre at sparke bolden til.

Eigil er rigtig glad for aktiviteten. Han smiler og griner og han siger selv fra, når han ikke gider mere. Så følges han ind hos sig selv igen. Han vinker ofte smilende til musikterapeuten, når hun siger farvel, og giver ”thumbs up” med begge hænder: han har nydt samværet og aktiviteten.

Trommen og tandlægen
Trommespil har desuden hjulpet Eigil igennem andre situationer, som er ubehagelige for ham, enten fordi han bliver utryg, eller fordi det er svært for ham at samarbejde om det, der skal ske.

Eigil har en meget dårlig tandstatus, men kunne i starten ikke samarbejde om et tandlægebesøg. En dag opdagede kontaktpersonen, at Eigil havde mistet en tand, og hun blev opmærksom på risiko for infektion. Da var der akut brug for at få besøg af tandlægen.

Kontaktpersonen tog trommen med, og mens tandlægen holdt sig på afstand, skabte hun kontakt til Eigil gennem trommespil og skuespil. Eigil sad på sengekanten, og kontaktpersonen holdt trommen lige tilpas langt nok væk til, at han ikke kunne nå den. Han blev meget nysgerrig og ivrig efter at få lov til at spille med. Så satte kontaktpersonen sig overfor ham med trommen mellem dem, og de spillede sammen. Eigil spejlede sig i kontaktpersonen: han spillede på samme måde og gjorde de samme bevægelser. Under samspillet begyndte kontaktpersonen at synge med stor åben mund: Arhhhhhhh. Tandlægen og dennes assistent kom og kiggede i kontaktpersonens mund mens hun sang og spillede på trommen. Eigil spejlede sig deri, og tandlægen begyndte at undersøge også ham. Eigil ænsede næsten ikke tandlægen, fordi han var så fokuseret på det gode musikalske samspil, og fordi han var så ivrig efter at spille på den store flotte tromme.

Trommen og den slemme kanyle
Hver fjortende dag får Eigil en injektion i forbindelse med behandling af sin skizofreni. Dette plejer han at modsætte sig. Han kan godt forstå vigtigheden af behandlingen, og siger aktivt ”Ja” til den – men når kanylen kommer tæt på, slår han ud efter personalet. Dette har tidligere ført til flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling fordi sygdommen har nået at udvikle sig og skal reguleres.

På DCA har vi ingen beføjelser til at tvangsmedicinere, og skal derfor finde alternative metoder til at motivere borgeren til at tage imod sin medicin. Hos Eigil er trommespil kombineret med skuespil nu blevet til en fast rutine i denne for Eigil traumatiske situation, også her med god effekt.

Sygeplejersken står klar og Eigil er med på, hvad der skal ske. I samme nu, som medicinen gives, sætter kontaktpersonen sig i at spille højt og tydeligt på trommen. Dette overrasker Eigil på en positiv måde, så han ikke opdager, at han allerede er blevet stukket. I stedet for noget ubehageligt bliver situationen i fællesskab vendt til noget sjovt og rart.

Plaster på næsen
Nu bliver sang og klovnerier brugt i næsten alle plejesituationer hos Eigil, også når han skal have skiftet plaster på et kronisk sår, han har på næsen. Såret er ofte blødende og Eigil kan ikke lade den være. Når såret skal vaskes, synger kontaktpersonen: Se, hvilken morgenstund, Eigils næse er rød og rund… Samtidigt giver hun ham et spejl i hånden, så han kan se sit ansigt med den blødende næse. Ofte kigger han bare på og lader tingene ske, mens såret bliver renset og forbundet. Men sommetider er der brug for mere.

Da tager kontaktpersonen selv en rød klovnenæse på og synger, mens hun kigger sig selv i spejlet og beundrer sin næse. Dette vækker Eigils opmærksomhed og han vil gøre det samme. Så sætter kontaktpersonen plaster på sin egen næse og via stemmelyde og kropssprog viser tydelig begejstring og glæde. Så får Eigil spejlet i hånden, og de gentager glæden og begejstringen ved, at Eigil også får plaster på. Derefter griner de ad dette: nu er de ens.

Konklusion
Musik, kontakt – og klovnerierMusik har en enestående egenskab i (...)

Musik, kontakt – og klovnerier
Musik har en enestående egenskab i forhold til at fremme kontakt, kommunikation og motivation til at deltage især hos demensramte personer, hvor sygdommen har indskrænket sproget og evnen til at opfatte og forstå omverdenen.

Når musik kombineres med tydelig skuespil – eller klovnerier, om man vil – bliver indholdet i kommunikationen mere tydeligt og forståeligt. Det er selvfølgelig vigtigt at graduere og løbende tilpasse interventionen. Det er ikke meningen at barnliggøre situationen eller personen selv, men derimod at gå personen i møde med humor og kreativitet med afsæt i personens egne initiativer og reaktioner.

Dette kræver nærvær, ægthed, en medfølende anerkendelse af personens indre liv og stemning og et fintfølende sans for tempo og timing, både i samarbejdet med borgeren selv og i samarbejdet med andet personale. Det kræver også lysten til at bruge sig selv og måske overskride egne grænser mht. at synge og spille skuespil.

Demensklovne går ofte i par. Når musikterapeut og kontaktperson eller ergoterapeut går ind til Eigil opstår der en bestemt dynamik imellem dem, ligesom det ville ske hos demensklovne. Fx kan den ene kaste bolden til den anden eller den enes reaktion vække nysgerrighed og sætte en ny idé i gang hos den anden. Fokus bliver fjernet fra Eigil selv, så han slipper for krav og forventning et øjeblik, samtidigt med at han kan opleve en interaktion mellem mennesker, som vækker humor, nysgerrighed og lyst til at deltage.

Bedøm artiklen

Dig:
/5
Snit:
Tak for din bedømmelse (du gav /5). Du kan ændre din bedømmelse ved at genindlæse siden.

Værktøjer

Mærke

Intet mærke tilknyttet denne artikel

Dokumentinfo

Publiceret af
Chris Lykkegaard
27.04.2015 kl. 09:23:56

Senest revideret af
Anders Kristian Krogager Andersen
04.05.2015 kl. 14:37:32

Hop til afsnit