Demensvidensportalen bruger Javascript, men du har slået dette fra i din browser. Overvej at aktivere Javascript for at få den bedste oplevelse af portalen.
Information om cookies: DemensCentrum Aarhus bruger cookies til at opsamle statistik for brug af hjemmesiden. Du kan acceptere brugen af cookies eller læse mere om vores cookies.
 
Senest ændret
Mine rapporter
Tildelte rettigheder

Inspiration og ideer til fysiske aktiviteter for personer med demens i plejebolig

Resumé
Artiklen er en kort opsamling på idéer fra fysioterapeuter, der hver især har erfaring med at skabe fysiske aktiviteter for mennesker med demens, der bor i plejebolig.
Artikel
Denne lille inspirationsoversigt er samlet af fysioterapeuter ved Aarhus kommune (...)

Denne lille inspirationsoversigt er samlet af fysioterapeuter ved Aarhus kommune i forbindelse med temadag om demens. Det skal opfattes som en bank af gode ideer (der i øvrigt fortsat kan udvides), der kan inspirere kolleger, der ligeledes arbejder med mennesker med demens.

Det er en vigtig forudsætning for anvendelsen af ideerne, at man er meget bevidst om borgerens funktionsniveau og formålet med aktiviteten. Ikke alle aktiviteter er relevante for alle og ikke alle aktiviteter vil kunne udføres af alle.

Et ligeså vigtigt parameter for udfoldelsen af aktiviteter for personer med demens er, at det skal give mening for personen selv. Derfor vil dit arbejde med at motivere og engagere være en meget stor del af aktiviteten. Det fremgår også af mange af eksemplerne herunder. Dog kan du ved at læse guldkorn og praksiseksempler i Demensvidensportalen finde eksempler på, hvordan andre kolleger i forskellige andre situationer lykkes med at motivere borgere til handling og aktiviteter. Så læs eksemplerne her i sammenhæng med andre sektioner på Demensvidensportalen.

Aktiviteter inde i plejeboligerne

Til hverdag i plejeboligerne er der ofte fokus på, at beboerne gerne skal medvirke i aktiviteter, der dels giver fysisk træning, men i lige så høj grad vedligeholde sociale færdigheder. De to formål er ikke nødvendigvis adskilt, men kan selvsagt være det.

Motionscykler er gode redskaber til fysisk træning og kombinerer man dem med video eller applikationer til tablets (f.eks. Ipad) kan man have held til at motivere og fasthold personens interesse for aktiviteten. F.eks. kan man selv optage en cykeltur i lokalområdet, der så afspilles på tv-skærm foran motionscyklerne. Man kan også lave et egentlig cykelhold, der enten med samme video eller anvender applikationen run-on-earth eller lignende.

Dans er ligeledes en god aktivitet til fysisk træning. Det kan varieres efter funktionsevne ved at være ”siddende” dans, man kan lave dans med slør (nok mest for damerne) og man kan lave pardans. Med et reb som alle holder i kan man guide deltagerne i dansen. Alle former er både fysisk og socialt.

Af redskabsaktiviteter kan foreslås leg med en faldskærm, der kan være omdrejningspunkt for en række forskellige ting. Benyt den til at sige hinandens navne, trille en bold rundt inden i ved fælles hjælp, få den til at svæve ved fælles hjælp. Det skaber god stemning og kontakt mellem deltagerne.

Sæbebobler kan benyttes til lungetræning men også bevægelighedstræning hvis man forsøger at fange boblerne igen.

Med en boldstikbold der køres rundt under foden stimuleres den proceptive sans, balancen og det giver massage, og med noget så simpelt som en ballon og en håndfuld fluesmækkere kan man få en gruppe til at spille ballon-minton. Det giver fysisk træning, smil og socialt samvær. En stor yogabold er også god til siddegymnastik.

Endelig kan man anvende tekniske hjælpemidler så som en særligt udviklet touchskærm, der har forudinstalleret diverse spil og aktiviteter. Det kræver selvfølgelig en investering, men er oplevet som en god hjælp.

En sidste gruppe af forslag er ganske enkelt at involvere beboerne i helt almindelige aktiviteter. Det kan både være aktiviteter, der alligevel skulle ordnes så som borddækning, feje gulvet, støve af, ryde op i fællesarealer, men det kan også være pludseligt opfundne aktiviteter så som at måle en kørestol. Alt i alt et spørgsmål om at bede om hjælp til handlinger og derigennem aktivere personen.

Aktiviteter ude

Når man bevæger sig udenfor er der ligeledes mulighed for både planlagte regelbundne aktiviteter så som boccia/petanque eller anden sport og mere spontane aktiviteter.

På gåturen er det således vigtigt at gribe alle de muligheder, der byder sig. Man kan benytte pinde til at tegne i gruset (så kommer man op og ned), man kan sætte sig og rejse sig på træstammer i skoven, man kan benytte enhver trappe eller bænk til lidt ekstra træning og man kan lave egentlige små lege med f.eks. at hænge opgaver i træerne som deltagerne så skal hente og løse.

De mere planlagte aktiviteter kan dreje sig om et havehold, der sørger for at passe haven ved plejeboligerne. Det giver også mulighed for at hente rabarber, æbler eller anden frugt til en kage som man selvfølgelig selv er med til at bage.

Man kan ligeledes lave egentlige motionshold, der enten går friske ture i varierende terræn, med det konkrete og udtalte formål at træne og her kan samtidig benyttes etablerede træningsbaner, hvis den slags er til rådighed.

Nærområdet byder sandsynligvis på et væld af muligheder, der kun venter på at blive udnyttet. En kort tur i Brugsen, en tur på torvedag, botanisk have eller til en offentlig happening så som Sculptures by the Sea. Det gælder kun om at se mulighederne.

En frisk cykeltur er ikke altid muligt, men med en sofacykel (med plads til to) åbner der sig uanede muligheder. Alle kan være med.

En oplagt motiverende faktor kan være besøgshunde. Her er det oplevet flere steder, at personalets egne hunde bliver taget rigtig godt i mod og beboere, der ellers sjældent kommer ud bliver motiveret til gåtur, når det er med hunden.Artiklens indhold

Bedøm artiklen

Dig:
/5
Snit:
Tak for din bedømmelse (du gav /5). Du kan ændre din bedømmelse ved at genindlæse siden.

Værktøjer

Mærke

Intet mærke tilknyttet denne artikel

Øvrige emneord

Ingen emneord tilknyttet denne artikel

Dokumentinfo

Publiceret af
Anders Kristian Krogager Andersen
05.10.2015 kl. 09:10:36

Senest revideret af
Anders Kristian Krogager Andersen
05.10.2015 kl. 09:11:39

Hop til afsnit