Kommentarer (2)

• 1: Niels Christian Sejersen – 13.01.2015 kl. 22:02

  Det er der vist ikke nogen entydige svar på, men jeg har nogle erfaringer. Jeg er søn og har fundet en måde at besøg min far på. Besøgene er altid efter princippet: "The same procedure as last weekend" - og det vil sige fremmøde lørdag kl. 11.00 med to øl og vi sidder i hver sin stol på min fars stue. Vi får en såkaldt "lørdags øl" og lytter til musik - nogen gange med god reaktion og andre gange ikke. Jeg kommer altid næste lørdag - uanset hvordan det gik foregående lørdag.

  Besvar | Slet indlæg
  • 2: Lene Brolund-Jensen – 03.02.2015 kl. 12:52 – som svar til #1

    Jeg tænker, at det dyrebareste vi kan give personer med demens - er at give tid. Som du gør Niels Christian Sejersen. Det at være sammen, uden at kræve noget af den anden. At give opmærksomhed og ikke tage den. At kunne rumme at rollerne "far/søn", er byttet rundt, så den der tidligere gav omsorg, nu er den der modtager. Personer med demens sygdomme får mest ud af at være i relationer hvor behovet for kærlighed og nærhed bliver dækket. Det gøres bedst af de nære pårørende, som er vedholdende i deres besøg gennem sygdomsforløbet.
    Jeg arbejder professionelt i faget, og vi har en metode der kaldes "kontakt øer". Oversat betyder det, at Borgeren med demens befinder sig på en øde ø omgivet af et oprørt hav. Det giver utryghed, da ens omverden opleves forandret og uigenkendelig. Men en gang imellem kommer der en person ind på "øen", som den syge kan knytte sig op på, og så kan man for en stund være i tryghed med en anden...måske om noget fælles, som i jeres tilfælde er musiklytning og at drikke en øl. "Kontakt øer" kan også være uden egentligt indhold - bare stille samvær, hvor man kan slappe af, lukke øjnene for en stund, måske lænet op af en skulder.
    Du er vedholdende på relationen til din pårørende, uge efter uge - du er guld værd.
    

    Besvar | Slet indlæg

Tilføj kommentar